I Frankrig er arbejdsmarkedssystemet bygget op på en noget anden måde end tilfældet er i Danmark.

Her i landet har vi ”flexicurity”. Det betyder, at virksomheder i Danmark forholdsvis nemt kan både hyre og fyre medarbejder. Det sikrer en stor mobilitet i arbejdsmarkedet og at danske virksomheder tør ansætte nye medarbejdere uden at frygte for at hænge på dem i resten af livet.

Sådan er det ikke i Frankrig, hvor systemet har modsatte fortegn – hvis du først har hyret en medarbejder er det enormt svært at slippe af med ham. Og når franskmændene strejker, så mener de det også!

Ikke ned i løn og langsom proces

I Danmark har du ikke et lovbestemt grundlag. I stedet er det fagforeninger og arbejdsmarkedsrepræsentanter, der sammen laver aftaler i form af vores overenskomster for hvordan det danske arbejdsmarked skal hænge sammen.

Hvis folk bliver fyret har vi et udmærket forsikringssystem i form af vores a-kasser. Du har mulighed for at forsikre dig imod arbejdsløshed for få hundrede kroner om måneden. Du har en tilsvarende mulighed i Frankrig, men her er initiativet privat og det koster en større del af din disponible indtægt.

I Frankrig er det ikke almindeligt for medarbejdere at bøje sig for virksomheden. I krisetider er det enormt svært at få franske medarbejdere til at gå ned i løn for at bevare deres arbejdspladser sådan som det er set adskillige gange i Danmark. Processen er også langsom med risiko for at gøre ondt (markant) værre.

Der har dog været en vis opblødning på området. I 2013 blev de tre største franske fagforeninger enige med arbejdsmarkedsrepræsentanter om en ny aftale, der dog gjorde det en tand nemmere at slippe af med medarbejdere for virksomheder i krise – men stadig intet, der minder om de vikår, de danske virksomheder har.

Manglende fleksiblitet i kriser

Resultatet af den franske model – en model, også Tyskland har en variant af – er, at virksomheder er bange for at ansætte mennesker. Når først en person er ansat slipper du ikke sådan af med ham. Viser det sig, at du har ansat den forkerte medarbejder kan det blive en meget bekostelig affære.

Det giver franske virksomheder incitament til enten at a) snyde det offentlige med manglende registreringer af deres medarbejdere eller b) slet ikke at ansætte og derved ikke vækste deres forretning.

Især det sidste er i praksis farligt. Hvis ikke virksomhederne ansætter går samfundets vækst i stå og det bliver i sidste ende til tilbagegang, recession og trange år.

En politikers fornemste opgave er at føre landet videre og sikre bedre vilkår for alle – og det sker først og fremmest ved et sundt erhvervsliv, der tør at ansætte flere medarbejdere.