Vi lever i en verden der er under hastig udvikling – dette gæler særligt verdens store byer der også bliver mere og mere attraktive hvorfor vi ser flere og flere tilflyttere fra landet og andre mindre byer. Samtidig ser vi også, at vi har en tendens til at bygge nyt fremfor at genbruge og renovere allerede eksisterende bygninger. Dette resulterer i en masse halv- hvis ikke hel-tomme bygninger – både boligkomplekser, huse og firma- og kontorbygninger, der falder hen, ikke bliver holdt ved lige og dermed bliver endnu mere ubeboelige.

Dette ses også i Paris der er en af Europas største kulturelle hovedstæder. Denne ovenfor beskrevet tendens ønsker Paris’ borgmester Anne Hildago at få vendt. Derfor udskrev hun i 2014 en konkurrence for arkitektfirmaer, hvor fokus var på at transformere ældre glemte offentlige bygninger til nye bæredygtige urbane arkitektdesignede bygninger og områder.

I sidste uge blev finalisterne afsløret, og det trak en masse Paris- og arkitekt-interessede mennesker til. Fælles for dem alle er en interesse for Paris’ fremtid og urbane miljø.
Både store som små arkitektfirmaer deltog i konkurrencen om Paris’ bæredygtige udvikling og nu da finalisterne er fundet kan transformationerne og byggerierne snart begynde. Paris’ borgmester har udtalt, at projektet skal stå færdigt i 2020, hvilket altså blot giver 4 år til udførelsen. Da der er tale om en del bygninger der skal redesignes og renoveres løbet det selvsagt op i et knapt så beskedent beløb. Nærmere forventes det at projektet kommer til at koste byen over 1,3 milliard euro.

I blandt de udvalgte bygninger der står overfor en makeover er både offentlige åbne pladser, studenterboliger, store firmabygninger, lejlighedskomplekser m.m. Fælles for arkitektfirmaernes bud på redesignsene er en vis integration af træer og planter på og omkring bygningerne, som et forsøg på at få naturen ind i byen og dermed gøre byen mere bæredygtig.