Har du knapt fået børstet baguette krummerne af kjolen, og lagt de franske gloser på hylden, før du igen længes tilbage til s’il vous plaît og sene rødvin- og ostedates? Du skal ikke være ked af det – Paris er afhængighedsskabende, så det er kun naturligt, at du har en trang til at tage tilbage. Men hvordan får du råd, tænker du sikkert. Det er ikke helt billigt at tage til byernes by – Paris. Måske du kan lade dig inspirere af vores 3 forslag herunder:

Ønsk dig rejsegavekort af venner og familie

I stedet for at ønske sig gaver bestående af ting, du måske bruger et par gange, hvorefter du lægger det på hylden igen, så skulle du måske ønske dig rejsegavekort fra dine venner og familie næste gang, du har fødselsdag eller skal finde på en julegaveliste. På den måde får du mulighed for at ”spare” op til din næste ferie, eftersom du har alle pengene stående på gavekort, og derfor ikke kan snolde dem væk på ligegyldige ting. Gavekortene kan købes helt ned til 50 kr., så der er noget i ethvert prislejde.

Gå på tilbudsshopping

Selvom du måske forbinder det med sådan noget, dine bedsteforældre kan finde på at gøre, så er der altså gode penge at spare ved at handle ind efter, hvor tilbuddene er. Lav en madplan og en dertilhørende indkøbsliste, så du går målrettet efter det, du har nedskrevet. Ofte bruger man alt for mange penge på uplanlagte indkøb, og det kan ses på budgettet. Ligeledes kan du bruge samme fremgangsmåde, når du skal shoppe efter tøj. Prioritér at købe dit basistøj under de store udsalg, hvor du på forhånd har fundet ud af, hvad du har brug for til at supplere dit klædeskab. Både på sko og tøj kan du spare op til 75% i forhold til, hvis du køber tøjet et par måneder før. Så gå glad på udsalg og tænkt på, at du nu snart har sparet sammen til at komme afsted til Paris.

Invitér hjem på delemiddag og drinks i stedet for at tage ud at spise

Når man sidder og hygger på restaurant eller bar, har man tendens til at glemmer alt om, hvad tingene koster – man er jo ude for at hygge sig, og jo flere drinks, der bliver skyllet indenbords, jo mere letsindig er man med pengene. Så hvis du vil spare nogle penge på det ugentlige budget, så invitér veninderne/vennerne hjem til noget sammenskuds-gilde med mad og drinks. Og husk også at tage cyklen eller offentlig transport, når du skal hjem fra byen, selvom det er fristende at tage taxi.