Har du allerede holdt sommerferie eller ligger det stadigvæk i horisonten og venter? Måske turen går til en pulserende storby, hvor du skal opleve kunst og kultur om dagen og gi’ den gas på bar om aftenen. Eller måske skal ferien tilbringes i sol og varme på en strand og ved en pool, mens du slapper af med en drink i hånden og spiser sen aftensmad med træerne i vandkanten. Uanset hvad, så har du, i hvert fald som kvinde, oplevet, at håret og frisuren sjældent arter sig, som den plejer, når klimaet og dine hårrutiner skifter.

Vi kender udmærket til faren ved ikke at bruge rigtig hudbeskyttelse som solcreme, stråhat, at holde sig ude af solen midt på dagen, at tildække sig med tøj, når solen er varmest osv. Dette er efterhånden en selvfølgelighed, men faktisk bør du også tage dine forholdsregler for at beskytte dit hår på ferien. For sol, varme, strandvand, poolvand og storby os sætter sine præg på hårpragten.

Uanset hvilken ferieform, du vælger, så er en grundbeskyttelse nødvendig for at give dit hår de bedste forudsætninger.

Frisør, Birgitte B. Andersen, fra Frisør Tryllespejlet i Roskilde, har givet sine anbefalinger til, hvordan man holder frisuren i skak på ferien.

Beskyt dit hår

Det er vigtigt at forberede håret godt, før det skal udsættes for konstante temperaturskift (kølige temperaturer med airconditioning indenfor og varme udenfor), sol, klor- og saltvand. Derfor anbefaler jeg, at man investerer i en shampoo og conditioner, som har et UV filter. Dette er ikke kun en anbefaling, når man er ude at rejse, men noget, man bør bruge hele året rundt. Derudover bør man supplere med en ekstra fugtgivende kur, som kan bruges en til to gange ugentligt. Uanset om man er taget på storbyferie, på trekkingferie eller solskinsferie, så opholder man sig udendørs en stor del af dagens vågne timer, så håret bliver eksponeret for både sol, sved, os og vind. Det tærer på håret og mister derved hurtigt sin glans, hvis man ikke beskytter det.

Storbyferie

Skal du vandre rundt i storbyens os, varme og vind dagen lang, er det vigtigt med et godt hold i frisuren, hvis du samtidig vil gøre dig forhåbninger om, at frisuren holder til dagen er omme.

Her kan du starte ud med at vaske håret. Herefter putter du en håndfuld volumengivende mousse i håret, hvorefter du tørrer det. Afslut føntørringen med en omgang kold luft for at få hårstråene til at lukke sig, så holder frisuren bedre. Til sidst sprayer du håret med en hårlak med maksimalt hold.

Du kan komme et par dråber silikone/silkedråber i spidserne for at samlet håret og forhindre, at håret bliver elektrisk i løbet af dagen.

Har du ikke tid til endnu en hårvask før turen går videre ud i nattelivet, kan du opfriske frisuren ved at bruge hårpudder – det sprøjtes ved hårrødderne, hvorefter du masserer hårbunden let, så pudderen fordeler sig bedre.

Naturferie

Skal du på safari eller trekkingtur på din ferie, er der måske kun begrænset mulighed for at komme i bad og for føntørring. Sved og høj luftfugtighed får hurtigt håret til at se fedtet ud og klaske sammen. Selvom du nok ikke regner med at skulle ud og give den gas i byen, så kan det være rart at se nogenlunde præsentabel ud, hvis du skal spise sammen med andre om aftenen eller til ære for kameraet.

Plejemæssigt bør du følge plejeanbefalingen, som beskrevet først i artiklen, og derudover bør du bruge en varmespray, og eventuelt en UV spray til at beskytte mod sol og høje temperaturer. Varmesprayen bruges til at beskytte hårstrået, så det ikke tager skade af føntørring eller ved de høje temperaturer. Har du mulighed for at tage bad i varmt vand, bør du efterfølgende skylle håret efter i koldt vand for at få hårstråene til at lukke sig.

Strandferie

Tager du på strandferie er det ekstra vigtigt, at du har en god UV spray til lange dage ved poolen eller stranden. Når du har badet, er det en god idé at skylle klor og saltvand af krop og hår efterfølgende, så du ikke ligger og soler med det på kroppen og i håret. På de fleste strande og ved pools, finder du opstillede brusere til formålet.

Udover at beskytte håret kan du, for at skabe struktur, komme saltvandsspray i håret – det giver samme effekt, som når du har været i saltvand – et lidt tørt, fyldigt og formbart hår. Dog udtørrer saltvandssprayen ikke håret som saltvand gør, og derudover har saltvandssprayen en plejende effekt. En solhat eller kasket vil desuden være en god ide – både for håret og for dig.