Paris en den ultimative romantiske destination for par i alle aldre. Her finder du kulturelle skatte, store kulinariske oplevelser og en dynamisk by med en lang og spændende historie. Men er det et sted man tager på ferie med børnene? Det er det helt bestemt! Vi giver dig gode ideer til, hvad I skal lave i byernes by med børnene.

 

Disneyland Paris

Giv dine børn en magisk oplevelse med alle deres venner fra Disneys univers. I kan enten vælge at bosætte jer inde i Paris by eller bo på Disney-hotellet midt i parken. På hotellet er alt fra buffeten til børnenes sovearrangement i gennemført Disney-stil. Hvis I derimod vælger at bosætte jer midt i byen og besøge parken en af dagene, gør I god ide i at afsætte en hel dag til besøget – tidligt op og sent hjem. Der skal både være tid til at se de mange udstillinger, spise en hyggelig frokost og en stor is, at stå i kø til de mange sjove rutsjebaner og få en krammer af Mickey Mouse.

 

Cité des sciences & de l’industrie

På Cité des sciences & de l’industrie-museet kan du både lære og have det sjovt med videnskab. Museet er meget moderne i dets tilgang til hvad et museum er til for – her skal man ikke være stille og kun kigge, men både se og være med på klods hold. Hvis I kunne lide Experimentarium i København kan I bruge en hel dag på Cité des sciences & de l’industrie. Museet har desuden hele to specifikke afdelinger for børn – én fra børn mellem 3-5 og én for børn mellem 5-12.

 

Naturhistorisk Museum

Umiddelbart lyder en tur på naturhistorisk museum måske ikke som noget børnene ville finde særlig underholdende. Dette museum er dog intet mindre end fantastisk – for både børn og voksne. Museet er det tredje største i verden og grundlagt tilbage i 1793. Museet er placeret midt i Paris by og bygningerne danner en oplevelse i sig selv. Udstillingerne rummer både en stor samling af mumificerede og udstoppede dyr, et stort interaktivt ’legeland’ med virtuelle og udstoppede dyr i deres naturlige omgivelser, en af verdens største samling af ædelstene, en stor botanisk have og en lille zoologisk have.

Hvis I vil have endnu mere dyr for pengene kan I med fordel besøge Parc Zoologique de Thoiry. Denne safari-park ligger kun 35 minutters kørsel fra Paris. Parken er delt i to: en zoologisk have, som man kender den, og en safaripark, hvor du i bil kan køre rundt mellem dyrene og komme rigtig tæt på.

 

Astérix Parken

Er børnene vilde med tegneserier, har de med garanti stødt på de franske Astérix og Obelix. Astérix Parken ligger cirka 30 minutter nord for Paris og er et glimrende alternativ til Disneyland – eller bare endnu en oplevelse, som børnene vil elske. I parken kan du foruden de mange andre forlystelser opleve Europas længste trærutsjebane og generelt finde færre mennesker end i Disneyland.