Pantheon - i modsætning til det "rigtige" Pantheon i Rom - går kun tilbage til Louis XV. Det er resultatet af et løfte, han gav som konge, efter at være blevet kureret for en alvorlig sygdom. (OK, der gik ganske vist 45 år, inden kirken var færdig - men som vi siger i Danmark: 'Bedre sent end aldrig'. Måske ville kongen bare være helt sikker på, at han nu også var kureret). Kirken blev færdig i 1789 , i begyndelsen af Revolutionen. Vi beundrede især de smukke freskomalerier. I toppen af kuplen blev der i 1850 lavet eksperimenter vedr. jordens rotation.

Jeg kan bevidne, at jorden bevæger sig - især efter 2 glas Calvados (husk at udtale s'et i Calvados - ellers tror franskmændene, at du er en bondekarl. Husk at undlade at udtale r'et i bondekarl - ellers tror danskerne, at du er fra Hellerup). I kirken ligger mange af Frankrigs store mænd (og vistnok ikke mange kvinder?) begravet: Victor Hugo, Emile Zola and Braille.

La Défense er en temmelig ny bydel i Paris. Den blev planlagt af Pompidou. Tanken var at forene moderne industrielle bygninger med boligbyggeri af høj standard. Kun første del af planen blev realiseret, da borgerne nægtede at bo i disse futuristiske omgivelser, bestående af skyskrabere med hovedkvarterer for alle de store internationale koncerner. Derfor 'dør' La Défense hver dag kl. 17, når ca. 50.000 funktionærer forlader deres job for at tage hjem til deres kone (elskerinde?). Det var meget fascinerende at se alle disse mennesker - alle kontorister med deres mapper under armen - bevæge sig mod Metroen.

Der er følgelig næsten ingen forretninger, restauranter, bistroer mv. i området. Så hvorfor i det hele taget komme til La Défense (navnet går tilbage til den stærke modstand, som de franske soldater ydede på dette sted mod tyskerne i krigen 1870-71)? OK, hvis du er dansker, så kommer du på grund af den nye triumfbue.

Menneskets Triumfbue
Vi skal til La Defense – en af Paris nye bydele – for at se et af vor tids måske betydeligste bygningsværker: Menneskets Triumfbue, skabt 1984-89 af den danske arkitekt Johan Otto v. Spreckelsen.
I 100-året for revolutionen i 1789, rejstes i 1889 Eiffeltårnet. Nu skulle der i 200-året 1989 rejses et nyt bygningsværk, der skulle rette verdens øjne imod Paris.
Bydelen har navn efter et slag, der her engang blev leveret imod fjenden: deraf ordet La Defense: ”modstanden”.

Der går en flere kilometer lang ”historisk akse” gennem Paris: Den begynder med Louvre, den lille triumfbue, Tuilleriehaven, Concordpladsen med Obelisken, Champs Elysees, den store Triumfbue og nogle kilometer længere ude til slut den nye bydel: Et forretnings- og kontorkvarter planlagt i 50´erne og som siden er vokset op som et konglomerat af glas , stål, beton og dristige arkitektoniske ideer. Herude skulle aksen afsluttes med et bygningsværk, der skulle fuldende udviklingen af La Defense – og der stillede store krav.
Det hed fra de franske udskriver af arkitektkonkurrencen: ”Bygningen skal berige den historiske akse, således at den stærkt udtrykker vores tid, samtidig med at traditionelle værdier i den parisiske planlægning respekteres. Som et monumentalt udtryk, der knytter sig til den historiske akse..”
Byggeteknisk var opgaven også krævende – og værst af alt: Grundens funderings forhold var de værst tænkelige, idet undergrunden er fyldt med trafikforbindelser: Tog, metroer, motorveje og P-kældre, hvilket vanskeliggjorde placeringen af en stor bygning.
Bygningen skulle rumme 2 ministerier, et internationalt kommunikationscenter, et sprogmuseum, et nyhedscenter, udstillingsområder, biografer, konferencerum og laboratorier – og dermed skulle centeret bringe liv til det den nye bydel. Hvor der kun sås folk på pladserne i kontorernes frokostpauser.
Spreckelsen går og tygger på ideen. Han vil lave bygningen, men hvordan skal den være? 2 gange er han i Paris for at studere bydelen og byggegrunden – mange skitser udarbejdes. ”Men”, som han skriver et sted, ”mine tanker ender altid med et stort 4-kantet hus”. Det ses jo også på de bygninger han har stået for i Danmark: Kirkerne i Esbjerg, Vangede, Hvidovre, Stavnstolt kirke i Farum – og sit eget hus. Så får han ideen til kuben. Målene giver næsten sig selv: Den lille er 25*25 m., den store er 50*50, så kunne hans passende være 100*100. En kube man kunne se igennem. Og det er det geniale i hans tanke: Den åbne kube bliver både afslutningen på La Defense, men samtidig ”et vindue mod fremtiden”, som han sagde.
Klarheden i tankegange skulle udtrykkes gennem bygningens rene linier. ”Klarhed – og dog mystik”, som han sagde om sine kirkerum.

Og om kuben: ”Jeg vil tilsætte den lidt mosebryg”. Hans ide var, at som modspil til kubens klare geometri, skulle der svæve ”skyer” i åbningen på tværs af aksen. Et skulpturelt tag skulle give området menneskelige proportioner – og beskytte forgængerne mod vind og vejr. Som et slags dekoration skulle der også i åbningen stå et lodret gittervære: Flere elevatortårne.
Men provisorisk virker den også, idet den står skævt – i forhold til den klassiske akse, der jo udtrykker pompøsitet, magt, vælde og regelrethed, er den anbragt 6,5 o skævt. Det var der byggetekniske årsager til (grunden er en koteletgrund) – er der også lidt oprør?
Mening i galskaben er der dog, idet Louvres hovedbygninger Cour Carre også står 6,5 o skævt!

Jeg er ikke sikker på, at vi brød os om denne bygnings udseende. Men med 25,000 gæster om dagen til Centre national d'art (Picasso, Kandinsky, Matisse, Braque etc.) er kulturbygningen Pompidou Centret et af de mest populære kultursteder i verden. Dens glas og stål arkitektur med dens mangefarvede rør, dens gangbroer og dens berømte elevatorer udgør en stor kontrast til de historiske omgivelser i hjertet af Paris. Pompidou Centrer rummer Musée national d'art moderne (gratis adgang om søndagen), Centre de création industrielle, multimedia

Vores tur påsken 2006 - Arrondissement opdeling

>>Turist i Paris<<